Kirkeskoven

Om Kirkeskoven

Ugerløse Kirkeskov er et nyere, grønt åndehul, plantet i 2015 som en del af et skovrejsningsprojekt støttet af EU og Holbæk Provsti.

 

Skoven ligger på den tidligere præstegårdsjord – og hvor der før blev dyrket korn, er der nu liv, leg og mulighed for at gå på opdagelse i naturen.

 

Skoven er allerede blevet en populær destination for både lokale og besøgende. Hvad enten man kommer gående, cyklende eller i bil, byder området på naturglæde og ro året rundt. Indgangen ved Brændholtvej – over for børnehaven – markerer i dag et tydeligt "Velkommen til skoven", ikke mindst takket være en flot og funktionel parkeringsplads, anlagt i 2023 i samarbejde med lokale kræfter.

 

Siden 2023 har Ugerløse Skovlaug – et udvalg under menighedsrådet – arbejdet med udviklingen og pasningen af skoven.
Visionen er klar:
Kirkeskoven skal være et aktiv for hele sognet.
Et sted med plads til refleksion og fællesskab, biodiversitet og aktiviteter – på skovens præmisser.

 

I 2025 tager skoven et stort skridt videre: Et nyt, grusbefæstet stisystem er på vej.
Projektet er støttet af Friluftsrådet og skal gøre det nemmere at færdes i området – også i våde perioder. I den forbindelse foregår der aktuelt udtynding i skoven. Hjælpetræer og gran, som har vokset sig for dominerende, bliver fjernet for at give plads og lys til de fremtidige hovedtræer. Det gælder især områder med birk, ahorn og løvskov.

 

Der er også blevet anlagt en ny hundeindhegning, som allerede er flittigt brugt – og der arbejdes videre på at tilføje aktiveringselementer til glæde for både hunde og ejere.

 

Kirkeskoven rummer i dag et rigt dyre- og insektliv med rådyr, fasaner, harer, tudser, gulspurve, lækat, snoge og den karakteristiske hvepseedderkop. Der er også masser af fugle og en generel mangfoldighed i flora og fauna – til glæde for både børn, voksne og nysgerrige naturelskere.

 

Skovlauget arbejder løbende med at skabe endnu bedre muligheder for ophold, leg, læring og naturglæde. Nye skilte og opholdszoner er undervejs, og idéer til aktiviteter og fællesskab i skoven modtages gerne.

 

Har du lyst til at være en del af arbejdet, er du velkommen i Skovlauget – eller bare som gæst i skoven. For den er til os alle.

 

Formandens årsberetning