Kirkens historie og inventar

Kirkens historie

Ugerløse Kirke ligger smukt på en bakke og kan ses langt udenfor byen. 
Den blev indviet d. 26. november 1876. Hvor den er opført, lå før en romansk kirke fra ca. 1150. Den var dog efterhånden meget forfalden efter flere gange at have skiftet ejer. 
I 1870'erne var den ejet af Den Suhrske Stiftelse, som besluttede sig for at rive den ned og på samme sted opføre en ny.

Til højre ses Ugerløse gamle kirke, nedrevet 1875. (Tegning af N.P.C.Holsø)

Ugerløse nuværende kirke gengivet i Illustreret Tidende 3.december 1876. 
Arkitekt N.P.C.Holsøe tegnede den nye kirke i italiensk romansk rundbuestil. Den er bygget af røde mursten, tårnet er højt og firkantet med et kegledannet rundt spir. På begge sider af det store tårn findes to meget mindre tårne, ligeledes med ganske små spir. Skibet fortsættes med koret, der sluttes med en rund apsis. 
Læs på Stenlille lokalhistoriske Arkivs hjemmeside om "Søren og Anes røde sten", som blev brugt til at bygge kirken.

Inventar

Inde i kirken er der plads til ca. 275 mennesker. I 1876 var kirkens indre langt rigere dekoreret end nu, hvor dekorationerne koncentrerer sig om loftsbuer, alterbue og vinduespartier. 
I korets loftsbue ses et Jesusmonogram - og i skibets de tre kardinaldyder: tro, håb og kærlighed. Sammen med alterbuen blev de ført til ved en istandsættelse i 1910 udført af dekorationsmaler Møller-Jensen. Under en efterfølgende restaurering i 1991 kopierede maler Poul Christensen dekorationen fra alterbuen og brugte den som udsmykning omkring vinduerne. 
Samtidig blev også bænkene malet i blå, flaskegrønne og rødbrune farver.Døbefont, prædikestol og krucifiks er flyttet med over fra den gamle kirke. 
I 2008 blev kirken malet i forbindelse med restaurering af orglet og bygning af et pulpitur.

Altertavlen

Alterbilledet rejser sig op over alteret og er klart det første man ser, når man træder ind i kirken. 

Det gamle røde antependium (som var det oprindelige) var i nogle år udskiftet med et, der blev lavet af et konfirmandhold under ledelse af Kirsten Thirup fra Ugerløse. Motivet er Den vantro Thomas ( eller Den troende Thomas ) malet af kunstmaleren Carl Bloch i 1881.

 I 10 måneder i 2010-11 var Carl Blochs alterbillede udlånt til Utah og i den periode havde vi et midlertidigt billede lavet af Jørgen Pedersen og Anita Wedberg.

1/6 2011 kom "Thomas" tilbage på sin plads.

Prædikestolen

Denne engel er endnu en detalje fra prædikestolen. Over indgangsdøren til kirken er der i våbenhuset indmuret en bjælke, som stammer fra den gamle kirke. Bjælken har en lidt utydelig inskription, der tydes som: "Herren bevare din udgang og din indgang" (fra dåbsritualet). Pengeblokken i samme rum er antagelig fra 1864.

Prædikestolen er opført i år 1600. 
Stolen fremstår af fem fag adskilt af kvindelige og mandlige hermer.
De oprindelige stykkers billedskærerarbejde minder så meget om det håndværk, man finder på prædikestolen i Snoldelev, at det er nærliggende at formode, at begge er udført i samme værksted. 
Stolen i Snoldelev bærer Oluf Nielsen Krogs signatur.

Senere er der tilføjet visse ændringer (måske ved overflytningen), så stolens storfelter nu rummer hver en evangelist, der er savet ud i finer med forbillede i Thorvaldsens figurer i Vor Frue kirke i København. 
Himlen over prædikestolen er fra 1876. 
De fire søjler under prædikestolen stammer fra alteret i den gamle kirke.

Orgel

Ugerløse Kirkes orgel er et Busch-orgel bygget i 1884 med 8 stemmer.Orglet blev i 2008 restaureret af Orgelbygger Gunner Husted og det nyrestaurerede og udbyggede orgel blev indviet d.30. august 2008. Orglet blev udbygget med originale Busch-piber, så det nu har 20 stemmer, 2 manualer og selvstændig pedal.Orglet blev ved restaureringen flyttet ud på et nybygget pulpitur, så der nu er en trappe op inde i kirken.Det har betydet at der under pulpituret er blevet plads til en hyggelig "kirkecafé", hvor der hver søndag efter gudstjenesten drikkes kirkekaffe og snakkes.

Krucifikset

Det gamle krucifiks stammer fra den gamle kirke og har i en periode hængt i korbuen, men hænger nu på sidevæggen i kirkerummet.

Alder og oprindelse på det lille krucifiks kendes ikke.
Det hang tidligere i kirkerummet over døren, men er nu sat på fod og står i koret.

Døbefonten

Døbefonten stammer fra den gamle middelkirke og står i koret.
Dåbsfadet er fra 1700-tallet og skænket kirken sammen med en kande. Kanden er dog i så dårlig stand, at den blev erstatet ved kirkens 75 års jubilæum. 

Kirkeskibet

Ugerløse Kirke fik i foråret 2004 endnu en gave! 

Nemlig et kirkeskib skænket af Karl Emil Christensen. Skibet er en model af "Norske løve"

Lysgloben

Lysgloben, som Jørgen Pedersen, Ugerløse, skænkede til kirken i marts 2002.
Se Jørgens hjemmeside www.hj-design.eu

Læs mere...

Hvis du vil vide mere om kirken og dens inventar, så kan følgende læses. 

Danmarks Kirker - Nationalmusset
Ugerløse Sogns Historie - Kristen Boers